En meget trist historie.

Onsdag den 26. juli modtog jeg en meget trist besked. Søde dejlige Per, havde forladt denne jord og sagt tak for denne gang. Onsdag den 1. aug. tog vi så det sidste farvel og på gensyn.
Per mødte jeg for ca. 7 år siden, i forbindelse med hundetræning. Vi trænede begge to i DcH - han med Sigurd (Toller) og jeg med Strauss.
Per kom man meget hurtig i kontakt med og da han også ønskede at træne DKK lydighed (for øvrigt sammen med Diana) begyndte vi at træne sammen.
Per og Diana gik til træning (Diana trænede med Alfred der er en lab) i DKK regi - et el. andet sted jeg ikke kan huske hvor var! Men de mødte der - selvfølgelig - andre i samme båd og jeg har sjældent grinet så meget, når de genfortalte om en, der skulle øve stillings skift! Jeg kan ikke gengive det her - men det var bare så morsomt.
Når Per skulle til prøve og man spurgte ham, hvor langt han var i sin træning - sagde han altid "øvelserne sidde lige i skabet" hm..................... har jeg tænkt mange gange, jeg syntes ikke altid de "sad lige i skabet" - men han formåede at få en Lp.1 og en Lp. 2 - samtidig med, at vi også trænede DcH øvelser for fuld skrue.
Vi har trænet rigtig mange steder - bl.a hos Anne Marie i Vipperød! vi mødtes alle sammen hver tirsdag og benyttede os af Anne Maries store plantage. At vi så brugte halvdelen af tiden til kaffe og kage, ja! det hørte ligesom med og vi hyggede os gevaldigt!
På et tidspunkt fik Per ny hund - en lab.-  Ludvig! Diana fik Hampus og jeg fik Figaro - næsten samtidig! Per og Diana ville til at gå switsspor (tror ikke det staves sådan) og jeg begyndte i DKK med Figaro.
Men vi fortsatte stadig, med DcH træning af de "store".
Første gang jeg skulle ud til en A prøve med Strauss, var Per med på sidelinjen - jeg skulle i hvert fald ikke alene afsted. Og det var super dejligt at han gad.
Det samme gjorde sig faktisk gældende den dag, hvor Figaro havde mulighed for at blive DKLPCH. Jeg skulle på arbejde om morgenen - det var julefrokost tid og jeg havde travlt. Jeg har sikkert lydt lidt stresset over, at skulle nå på arbejde - hjem efter Figaro og så til Sorø. Ikke noget problem - sagde Per, jeg kommer og henter Jer, så du kan slappe af i bilen på vej derned.
Per skulle også have jagt tegn - noget han godt viste, jeg ikke var vild med! "husk nu at skyde ordentlig" sagde jeg - jeg kan ikke li, hvis dyret skal lide! men så en eftermiddag, blev jeg hevet ud på en mark, hvor der gik nogle dyr og så fik jeg et langt foredrag om, hvilke dyr man skyder og hvilke dyr man ikke skyder - og så skal man kun "skyde til gryde". Det vil jeg så huske fremover!
Per og jeg var ikke kun sammen i hunderegi, han var også med til min 50års fødselsdag. På et tidspunkt i løbet af aftenen, var han kommet i klørene på Ditte (min datter) og hendes veninde Tina. Det gør man så ikke ustraffet - Per kom først på arbejde om tirsdagen!
For 1½ år siden, blev Per så syg. Han kæmpede til det sidste en meget ulige kamp. Den sidste mail jeg fik fra ham, var sidst i maj, hvor han var noget så glad og stolt på mine vegne, over min VM debut. Så typisk Per, at være så syg, og stadig tænke på os andre.
Jeg håber han har det godt, der hvor han er nu, jeg er i hvert fald meget taknemmelig over, at jeg har kendt ham.