Dejlige Strauss.

Strauss - da det var sjovt. 

Søde, søde Strauss. 

Jeg er så træt og jeg er så ked af det, at jeg næsten ikke kan holde det ud. I går måtte jeg sige farvel til min aller, aller bedste Strauss. Og jeg var så uforberedt!

For et par år siden, blev Strauss syg, efter at have været bidt af en flåt. Der gik lang tid, med hyppige besøg hos dyrlægen, før vi fandt ud af, hvad han fejlede. Dommen kom først efter der var taget blodprøver af ham, og de blev sendt til Tyskland. Han kom efterfølgende i 2 kraftige behandlinger! Men han blev aldrig rigtig fit for fight igen. Han haltede tit og trak bagbenet op under sig. Han blev igen undersøgt (der blev faktisk taget 56 røntgenbilleder af ham) men der var intet på de billeder. Han fik smertestillende, men fik han piller over længere tid, fik han dårlig mave. Så jeg gav ham kun piller, når jeg syntes han så ud som om, han havde ondt. Strauss var en hund der ville lave noget, han peb når jeg gjorde klar til at lave eftersøgning, det bedste han vidste. Han elskede bold, vilde lege med bold, men det var netop det, der tit udløste - halten og ondt. Når han hentede apporten, var der fuld speed på, han kunne ikke lave noget - langsomt. En fart jeg gerne ville have, at Figaro også besad. Fri ved fod, og den slags langsomme ting, det var ikke noget han syntes var fedt - næee "kan vi så få noget gang i den". Han havde en helt bestemt lyd, når vi gik igang "morf" - sådan lød det altså! Jeg gik ikke til regelmæssig træning med ham, men mødtes ofte med min "gamle" hundevenner fra DcH - hvor han fik lov, at LØBE! han havde ondt bagefter, men han var glad.

I foråret syntes jeg han blev bedre, men kun for en kort stund! Han begyndte at trækker sig - for sig selv. Var døren åben til soveværelset, var det der han lå - i fred! Når Ginger (min datters hund) var her og hun legede vilde lege med Figaro, stod Strauss tæt op af husmuren - ligesom om, han var bange for, at de ramte ind i ham. Jeg syntes også, at dagene hvor jeg kunne se han havde ondt, blev flere. Hvis han lå på gulvet, på den dårlige side, havde han svært ved at komme igang igen.

I sidste uge ringede jeg så til dyrlægen - jeg ville have nogle nye piller til ham. Jens - som dyrlægen hedder, sagde, at han ville se ham og vi lavede en aftale i går.  

Da vi sad og ventede i venteværelset, lavede vi "sjove" ting. Dutte på hånd, dutte på et blad osv.  Da Jens begyndte at undersøge ham, var der bestemt ingen tvivl om, at han havde ondt. Han kunne slet ikke strække bagbenene ud. Vi blev enige om, at han skulle i narkose og røntgenfotograferes.

Jeg var selv med og vi snakkede selvfølgelig sammen, mens Strauss blev fotograferet. Et af spørgsmålene fra Jens var "er han blevet arrig, sur el. gal? " "nej, det er han da bestemt ikke" - svarede jeg. Her bagefter er jeg jo godt klar over, at Jens allerde på det tidspunkt, havde en formodning om, hvad der var galt. På et af billederene skal Strauss ligge udstrakt på ryggen - jeg skal hive i forbenene og Jens skal hive i bagbenene. Der gav han sig, selv i fuld narkose, gjorde det altså ondt. Men, men! jeg fangede den slet ikke der! Da vi var færdige, gik vi ud og kiggede på billederne. Først benet, så hofterne (som så super fine ud) og så kom billederne af ryggen - OG UPS! der sad den! Selv med mit utrænede øje, kunne jeg se den. En stor, stor kugle, på det bagerste led. "Kuglen" er en eftervirkning af borrelia, en meget smertefuld tingest, det gør/gjorde at han havde så ondt, så ondt. Jens sagde at han godt kunne operere, men dem - "kuglerene" han før havde set, var kun en 3. del så store.

Jeg var stadig ikke helt med og spurgte hvor lang tid han kunne leve med det. "1 år, 2 år el. hvad?" Jens kiggede bare på mig og sagde "NU" - så var det at filmen knækkede fuldstændig, jeg brød helt sammen og fik fremstammet "siger du, at han skal have fred nu?" - JA! var svaret. han vil få mere og mere ondt.

Heldigvis var Strauss stadig i narkose, så den første del var overstået. Jeg HADER HADER den lilla væske. Jeg fik samlet mig så meget sammen, at jeg kunne sige farvel til ham. Fortalte ham, hvor meget jeg elskede ham, hvor fantastisk en hund han var og at hans far (som blev aflivet for et par uger siden) ville passe godt på ham. De løber nu begge hen over regnbuebroen og hygger sig. Selv Jens græd og sagde til mig, at han måtte da have haft det aller, aller bedste temperament i verden, når han kunne være så sød, selv med så mange smerter.    

Nu skal Figaro og jeg, så se at finde ud af det, uden Strauss - og det bliver ikke nemt. Strauss var lederen her. Han besad en klogskab, jeg slet ikke kan beskrive. Han havde et hundesprog, det var så super.  Han gik altid uden om en ballademager - store buer. Han holdt ro i flokken - han var min soulmate - min bedste ven og jeg elsker/elskede den hund, så sindsygt meget. HAN VAR SÅ MEGET MIN HUND!

Jeg kan huske engang, at Ditte sagde til en af mine venner "jeg henter sommetider Mozart, og hygger med ham" - "Hvorfor henter du ikke Strauss?" blev det spurgt - "fordi han er så meget mors hund, at han ikke syntes det er sjovt, at komme med mig"

Jeg husker meget tydeligt den dag i april 2004, hvor Sanne, Emmy og jeg hentede ham i Tyskland. En lille sej fyr, der tog turen til DK i stiv pote. Min lille Strutte, Struttefis, Straussemand, Strutte Rutte og Strut prut - kært barn har mange navne. Nu hedder det ikke "Basserne, men Bassen el. drengene - men drengen. Hvor bliver det bare svært.  

Det første jeg så om morgenen - var Strauss - han hoppede op i sengen til mig, når Preben og Figaro var stået op. Han gjorde igenting, før jeg kom. Og man kunne aldrig narre ham. Tog jeg mine bilnøgler, så var han der med det samme, han skulle med. Og kan kom næsten altid med. Når jeg skulle til konkurrencer - kunne han heller ikke narres. Han viste vi skulle aftsted og ville hverken spise morgenmad el. lign. han stod bag ved bilen og var klar. Når vi gik tur, viste han altid hvor jeg var. Skulle vi ud og gå, og det tog for lang tid at tage støveler på, så lagde han sig ned - lige ved siden af mig. Vel! han var glad for nogle få personer, men hans mor var den bedste i verden.   

Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme over, at jeg aldrig mere skal kalde "Strausse" 

I går var der en stjerne ekstra på himlen - jeg så den og den lyste kraftig, det var Strauss.

Farvel min elskede ven, jeg savner dig vildt, vildt meget og ved slet ikke hvordan jeg skal komme over det her.

Vi var "du og jeg"

Til alle Jer, det har en søn el. datter fra Strauss - I skal ikke være nervøse for, om Jeres hund kan "lide" af det samme. Det var en flåt - det var skyld i det her. 

Pas godt på hans hvalpe, jeg vil så gerne se dem og hører nyt fra Jer, for der igennem lever han.